Velkommen her til min side. Jeg hedder Brian Holgersen og jeg er meget glad for at rejse - og så er jeg kørestolsbruger. Netop det, at jeg sidder i en el-kørestol, er med til at gøre det at rejse til lidt mere af en udfordring - Det er bestemt ikke en umulighed, man skal tænke sig lidt om, så finder man ud af det meste.

Siden bliver opdateret efterhånden som jeg kommer nye steder og der ligger indtil videre fem gallerier fra mine rejser i kørestol samt en turbeskrivelse af min rundtur i Australien. Sidste nye udlandsrejse er min øl-og kultur rejse til Berlin i forsommeren 2012.

Under kortet er de forskellige rejser listet op - God fornøjelse med læsningen.

I 1995 besluttede jeg mig for at tage min første rejse i kørestol - Valget faldt på England.
Der var nu to år siden min motorcykelullykke derovre og jeg ville også gerne besøge min søster Berit, som på daværende tidspunkt, stadig boede i Farnham ca. 60 km syd for London.
Jeg valgte at køre i min egen bil, da det virkede mere overskueligt end at flyve. Når jeg siger min egen bil, vil det sige egen bil med min hjælper som chauffør. Jeg havde to hjælpere med og efter en tur med færgen fra Esbejg til Harwich, gik det løs med venstre kørsel på de engelske veje:-)
Se galleriet her

I 1998 var tiden "moden" til at prøve at flyve - Det var ikke flyskræk der var problemet, men mere det med at komme ind og ud af flyet.
Jeg har nogle gode kammerater, som overbeviste mig om, at det var ikke noget problem og de spurgte oven i købet, om jeg ville med til Gran Canaria - De fik ret for det var ikke noget større problem:
Jeg skulle aflevere min el-stol ved bagage skranken og så skulle jeg sidde i min manuelle stol indtil, jeg skulle ombord i flyet. Ved flyet skiftede jeg over til en speciel og meget smal stol, som jeg blev kørt ombord på flyet med. Da jeg kom frem til mit sæde, blev jeg flyttet over i sædet og min manuelle stol kom ned i bagagen.
Når jeg skulle af flyet igen, var det samme tur igen - Bare i omvendt rækkefølge.
Vi var et selskab på ialt 5 kørestolsbrugere og 9 fodgængere, der således tog ned til de noget varmere himmelstrøg på Gran Canaria

Nu var jeg klar til at prøve kræfter med en længere flyvetur - Det kan godt give rigtig meget vand i benene at sidde 8-10-12 timer i en flysæde og hvordan var det i det hele taget at sidde så længe i et sæde, som ikke rørte sig, som "mit" sæde plejer at gøre?
Men det viste sig ikke at være et større problem og det blev løst med et par støttestrømper og ved give benene lidt "motion" undervejs.
Her kan du se lidt om, hvad vi oplevede den 12. til 28. august 2002.

I 2005 var jeg sammen med Rune Nielsen og Ulla Harrow på en rundtur i Australien - Det har altid været min drøm at komme "Down Under" og nu følte jeg mig klar til det.
Her kan du studere hjemmesiden, som Ulla og jeg lavede om turen.

Vi skrev 2006 og det var efterhånden længe siden, at vi havde været på Gran Canaria sammen, så da gutterne foreslog, at vi skulle på tur igen, var jeg med på ideen.
Denne gang gik turen til Kalmar i Sverige.
 

2012 var jeg endelig klar til at tage endnu en udlandsrejse. Jeg havde sidst været i Berlin i 1992 på motorcykel, så det var et kærkommet gensyn med en af Europas kulturhovedstæder - Nogle vil endog sige kulturhovedstad.
Jeg valgte selv at køre dertil og hvad angik pladsen til mine hjælpemidler, var det en god ide - Hvad angik parkering af bilen, var ideen knap så god....... Jeg savnede størrelsen på min motorcykel hver gang, bilen skulle afsættes :)
Rune og jeg havde en pragtfuld tur til Berlin med både øl og masser af kultur.
 

Har du spørgsmål eller en kommentar til noget, du har læst her på siden, er du velkommmen til at e-maile mig.